Sk(gr)øn, sk(gr)ønnere, sk(gr)ønnest!

Idag skal vi stemme til Europaparlamentsvalget. Og jeg har sat mit kryds det gr(sk)ønneste sted jeg kunne finde... for det her valg handler ikke kun om os, om mennesket... det handler om klimaet... om hende her. Vores dejlige jord. Uden hende, hvad var der så? 


Klar til kamp

For 108 år siden sad 99 kvinder fra 17 forskellige lande samlet i Folkets Hus på Jagtvej 69 til den anden Socialistiske Internationale Kvindekonference. De diskuterede, hvordan man kunne styrke det internationale samarbejde mellem socialistiske kvinder, midler og taktik til at sikre den kvindelige stemme- og valgret og samfundets omsorg for mor og barn. Af det møde udsprang kvindernes internationale kampdag. Den har eksisteret lige siden og er i dag en dag, hvor vi ser tilbage på historien, forstår og gør status over, hvor kvinder rundt om i verden står i dag… hvilke udfordringer har de, hvilke muligheder, hvilke krav og hvilke ønsker har de for fremtiden? Det handler om ligestilling, og det er noget vi alle – både kvinder og mænd – kan kæmpe for… for på den måde – sammen – at kæmpe for en bedre verden.

Jeg synes, at det er fantastisk, at vi har en dag en gang om året, hvor dette er i fokus. Jeg tænker med respekt på dem, der har kæmpet for alt det denne dag står for og stadig dagligt kæmper for det. Jeg tænker, at det er stort og flot at kæmpe for så vigtig en sag, og jeg tænker, at vi alle skal være glade for, at der er nogen der vil kæmpe. Samtidig tænker jeg også på, hvad jeg egentlig selv kæmper for?

I eftermiddags så jeg en statusopdatering på Facebook, hvor en kvinde skrev: ”Hører en masse om en masse superseje og stærke kvinder, der holder kampdag. Jeg kæmper bare med hverdagen… Det kan være rigeligt indimellem!”. Og jeg tænkte: ”Det er da også supersejt!”

I morges sad jeg sammen med den samme kvinde og jeg så, hvor træt hun var. Vi snakkede lidt om hverdagen, og jeg havde lyst til at spørge mere ind til hende, spørge hvordan hun havde, hvordan det gik med hendes børn og sige, at jeg håbede, at hun passede på sig selv… men jeg nåede det ikke før dagen hastigt skulle videre.

Siden da – og specielt siden hendes opdatering på Facebook – har hun rumsteret i mit hoved… Rumsteret, fordi hun kæmper… Og rumsteret fordi, jeg kan relatere til hende. Og hvorfor kan jeg det? Hvad kæmper jeg med? Hvad kæmper jeg for?

Dagens krusedulle startede jeg faktisk for et par uger siden. Dengang var den bare en skitse af tre elefanter – den indeholdt ikke det altoverskyggende symbol. Jeg startede den, fordi jeg havde haft en fantastisk morgen. Børnene skulle afleveres meget tidligt – så tidligt, at børnehaven og vuggestuen stadig var samlet i fællesarealet til morgenmad, inden de går hver til sit, når de fleste børn erafleveret. Alberte var så glad så glad, fordi hun kunne blive afleveret i børnehaven sammen med Atle, og fordi hun – for første gang – kunne komme med ud til det store vindue ud mod parkeringspladsen og vinke farvel til mig. Inden jeg gik, bad jeg Atle om at holde Alberte i hånden, når de gik tilbage til de andre, så hun ikke skulle blive forvirret eller ked af det, når det nu var første gang hun blev afleveret på denne måde. Jeg kyssede dem farvel, vi vinkede og råbte ”god dag… kort dag… elsker dig… elsker også dig” og alt det vi – Atle og jeg – plejer at råbe til hinanden, når vi vinker om morgenen. Jeg satte mig i bilen og blev siddende et øjeblik, for at se om de kom godt tilbage. Til min store glæde så jeg, at Alberte glad vendte rundt for at løbe tilbage, og til min endnu større glæde så jeg, at Atle stoppede hende, tog hende i hånden og løb videre sammen med hende. I det øjeblik var jeg SÅ glad, for der vidste jeg, at jeg har klaret det. Det er lykkes mig at skabe to fantastiske mennesker, der passer på hinanden. Og det er dét jeg kæmper for.

Jeg kæmper for det hver dag og vil kæmpe for det resten af mit liv om nødvendigt. Kæmpe for at mine børn lærer at passe på hinanden ja, men også i bredere forstand lærer om kærlighed i alle afskygninger og allerbredeste forstand…. I forhold til hinanden, i forhold til andre, i forhold til verden. Og jeg kæmper ikke kun for at lære mine børn det, jeg kæmper også for at lære mig selv det. Specielt at lære mig selv at være kærlig over for mig selv. Det sidste kan være en hård kamp og kan få mig til at tænke som kvinden jeg nævnte lige før; ”Tænkt, at andre kæmper for kvinders rettigheder, retten til at overleve, retten til uddannelse, retten til selv at vælge børn til eller fra, retten til økonomisk uafhængighed, imens jeg ”bare” kæmper med mig selv om retten til at være… mig… og kæmper med – ja; at få hverdagen til at hænge sammen”.

Det kan virke helt skørt, MEN… at kæmpe med det er ikke ”bare”. Det tror jeg alle, der kæmper den kamp, vil give mig ret i… eller det håber jeg i hvert fald. Og derfor vil jeg gerne lade dette og dagens krusedulle, på denne – ligestillingens – dag, gå ud til alle dem, der kæmper den kamp – både kvinder og mænd. For det handler om, at vi alle – verden over – skal have lov til at være den udgave af os selv, som vi allerhelst selv vil være, have det liv vi ønsker og nå de drømme, vi har. Og jeg håber det er en kamp, vi alle vil vinde!


Størst af alt er kærlighed

På det sidste er har alt været som det plejer... ikke det store hurlumhej... og alligevel flyver dagene afsted... fuld fart frem på arbejde og herhjemme... glade børn, der endelig er kommet ovenpå efter sæsonnens sygdomme.... og mig? Jeg har det godt.

Typiske diskussioner, tilbagevendende skuffelser og udefrakommende set-backs kommer stadig flyvende, men grundlæggende er der... ro. Ro indeni.

Blyanten og krusedullerne har været lidt på stand-by, fordi livet har gået sin gang, og jeg har givet mig selv lov til bare at følge med. Det tror jeg man skal indimellem... give sig selv lov til bare at leve... at være og nyde det.

Indimellem har en lille stemme i hovedet sagt "du skal tegne det" - tegne det gode... det der gør dig glad. Og jeg har tænkt på hvad det egentlig er... Er det lyset, der er vendt lidt tilbage? Er det fordi irantis, vintergækker og krokus blomstrer frem? Er det tanken om forår? Er det Atle og Alberte, der leger så godt? Er det alt det hyggelige jeg får lavet for mig selv, når de er hos deres far? Jeg ved det ikke... Men noget er det.

I vinterferien fik jeg besøgt min mormor og morfars grav. Det var rart... lige at tjekke ind hos dem. De betyder uendeligt meget for mig. 

Min morfar var præst, og da han levede, talte jeg engang med ham om, at jeg ikke vidste om jeg troede på Gud. Han fortalte at for ham var Gud kærlighed. Jeg ved stadig ikke om jeg ville sige, at jeg tror på Gud, men jeg tror på kærlighed... mere end noget andet. Det har jeg altid gjort... men gennem tiden har det måske ændret sig fra at være en romantisk, lidt barnlig, tro på den helt store kærlighed i form af en person til at være en mere grunglæggende tro på kærlighed som det bedste udgangspunkt for alt. Det her gik jeg og tænkte på tidligere idag... og så fattede jeg pennen og lavede dagens krusedulle. Elefanter ja... men også kærlighed. For det er dét, der gør mig så glad. Livet kan komme med sit shit... indimellem rammer det og gør ondt, men det hører jo med, og jeg er blevet ret god til at minde mig selv om, at jeg gør alt hvad jeg gør fra et godt sted - et sted der vil det bedste for mine børn, mig selv og andre. Og dét giver glæde. Kærlighed giver glæde.

  


Scarface...?

Ar... en mærkelig størrelse... Jeg har en del. Et kejsersnit og en operation har efterladt synlige mærker på min mave. Men hvad med dem, man ikke kan se? Vi har dem vel alle, tænker jeg. Ar på sjælen. Engang var de sår... engang gjorde de ondt. Nu er de der bare som minder... og måske mærker man dem indimellem... Man mærker dem som en følelse... et stik... når man støder på noget, der minder om noget. Og hvad gør man så? Ignorerer man følelsen, stikket... eller tager man sig af det og hvordan? 

Ofte mærkes et ar i samspillet med andre mennesker. Når jeg mærker mine, tænker jeg på, om jeg mon er ødelagt... er der noget galt med mig? Inderst inde ved jeg godt, at det er der ikke... jeg er ikke ødelagt. Jeg har ar. Og det er helt normalt. Det er en del af livet. Og selvom det, der forårsagde arret for længst er forbi, så er det okay at mærke, at det engang var der... Og måske handler det om at forstå, hvorfor det gav et ar? Det får ikke arret til at forsvinde, men det man give mod til at vise det frem. Og det tror jeg man skal... Vise sine ar. I hvert fald til dem man holder af... til dem man lærer at kende. På den måde bliver det nemmere at finde vej på den krop... ind til den sjæl, som er min... som er din.


Om at kunne noget...

Disse kruseduller er lidt specielle. De er nogle af de få, der ikke har noget med mit personlige liv at gøre… og så alligevel. De har været lidt af et projekt, der handler om det ”at kunne”…

 

Jeg var for nylig så heldig at blive inviteret ud og spise på Låsby kro. Et ganske specielt og rigtig hyggeligt sted… lidt ligesom at sidde og spise i sin farmors stue. Gamle møbler, ting og sager over alt, blondegardiner, ternede duge, mormormad og ikke mindst gamle malerier. I deres entre hænger et maleri af en meget bitter mand. Han sidder på et værtshus, ryger en smøg og skuler. Hans ansigt er fuld af fuger… dybe fuger… han har levet et hårdt liv… det er tydeligt. Og udtrykket af bitterhed er så fantastisk, at jeg blev nødt til at se, om jeg kunne genskabe det…

 

Ovenfor ses første forsøg… nedenfor det andet. At genskabe et udtryk er ikke altid helt nemt. Det kræver, at man grundigt studerer det, man vil genskabe, og ligegyldigt hvad, vil det aldrig blive helt det samme… For man har sin egen stil. Men jeg tror det kan være sundt. Sundt at give sig selv en udfordring. Sundt at se om man kan… og blive ved indtil man kan. Forsøge, studere, gentage… forsøge igen.

 

Når jeg tegner eller maler, har jeg ofte en idé i hovedet. Ideen er mere eller mindre konkret. Men når den kommer fra hovedet og ud gennem hånden, ser den ofte helt anderledes ud, og jeg tænker ”nå, det var sådan du skulle være”. Hvert projekt… hver krusedulle er helt sin egen, og de er, som de skal være. Det er disse to også. De er – om man så må sige – en kopi af et andet værk, men de er ikke desto mindre deres egne, for de har været gennem en proces. Fra billedet på væggen i Låsby, til min telefon… mine øjne, min hånd og ud på papiret. Første gang sad der pludselig en gammel indianer og skulede… Og manden på det originale maleri ligner på ingen måde en indianer. Jeg studerede billedet for at se, hvad der var gået galt… hans hoved var blevet for stort og for smalt. Næsen for lang og munden sad for langt nede. Fugerne vendte forkert. Jeg prøvede igen. Rettede det, jeg havde bemærket, og denne gang sad der en mand, som ligner utroligt meget manden på det originale maleri. Prøvede jeg igen, ville der sikkert sidde en helt tredje mand, som måske – måske ikke – ville ligne den originale endnu mere… hvem ved? Men det er det, der er sjovt… hvert forsøg, hver krusedulle bliver speciel. Forskellig fra de andre og alligevel med mange ligheder. Ligheder, der selvfølgelig skyldes motivet, men også ligheder, der skyldes at de er skabt af den samme hånd.

 

Så det med at kunne noget – specielt det med at kunne genskabe og gengive noget, er en sjov størrelse… for kan man i virkeligheden gengive noget helt præcist? Og skal man det? Vi lever i en verden, hvor vi hele tiden ser andre… skal forholde os til andre… i tv, på sociale medier og alle mulige andre steder… Vi vurderer andre, deres udseende, det de kan og det de siger… noget er beundringsværdigt, andet ikke nær så meget… Men man kan let forfalde til at tænke ”Sådan ville jeg gerne være… sådan ville jeg gerne se ud… det der ville jeg gerne kunne… ih, gid det var mig…” og så sandelig også det modsatte… Ligegyldigt hvad ligger der i vurderingen en hvis sammenligning med os selv. Der kan ligge et ønske om at være noget andet, end det vi er, have noget andet end det vi har, kunne noget andet og mere end det, vi kan, og et sådant ønske kan få os til at prøve at gengive… kopiere et look, øve en bestemt færdighed, anskaffe forskellige ting… forandre det, vi var… trække fra og føje til. Det kan være både sjovt og positivt… bringe glæde… ligesom det har bragt mig glæde, at det faktisk kunne lykkes mig at genskabe det utroligt bitre udtryk på den lille fugede mand… men det kan også være farligt. For hver gang noget ændres, gives der også afkald på noget. I kunst og litteratur – og sikkert også andre steder bruges udtrykket ”kill your darlings”, når noget skal barberes ned, rettes til, gøres skarpere eller bedre… Disse ord, tænkte jeg på, da jeg skulle i gang med forsøg nummer to… for jeg var jo faktisk glad for første forsøg – selvom han ikke lignede helt. Lige her var det fint. Andet forsøg blev ”bedre” og første forsøg eksisterer stadig.

 

Men det er en hårfin balance… at kunne noget, at gengive, at skabe, at forandre noget og sig selv skal gøres i præcis den rette mængde, så det du kan, det du gengiver, det du skaber og det du forandrer stadig beholder sin kerne. Det, der gør det til det, det er. Det, der gør dig til dig. Kill your darlings, ret til, træk fra, føj til, lær noget nyt – det er sjovt og vigtigt… livsnødvendigt. Men behold det vigtigste… kernen. For hvis kernen forsvinder, hvad er der så tilbage? Sikkert en følelse af bitterhed. Og jeg ved ikke med jer… Men ligegyldigt hvor fascinerende den lille fugede mands udtryk af bitterhed er, så er det i hvert fald ikke et udtryk jeg har lyst til at sidde tilbage med….

 

Så disse kruseduller ligner noget andet og hinanden, men de er også forskellige… ligesom alle de andre… er de deres egne. De er som de er – og det er godt nok. Ret perfekt faktisk.


Glædelig jul

Denne krusedulle er egentlig startet for nogle uger siden siden, men har taget sin tid om at blive færdig, fordi december - for mig - har været en travl og hård måned indtil videre. Men nu er der ro... nu er den færdig - lige i tide til jul. Julen er hjerternes fest. Det er der, hvor man hygger sig med dem, man holder af. Det er dejligt. I år skal jeg desværre ikke danse om træet sammen med de to jeg elsker allermest. Jeg skal ikke give dem et kram, holde deres hånd, se Disneys julesjov med dem, give dem alle mine sprøde flæskesvær - fordi de bare elsker dem - eller putte dem efter en dejlig dag. Det kommer nok til at koste en tåre eller to i en stille stund imorgen, når det store ståhej er overstået... eller måske inden det går igang... for jeg vil mangle dem. I sådan nogle juledage føler man sig lidt halvveret, hvis man har børn og ikke er sammen med dem... jeg gør i hvert fald. Men sådan er livet... det positive, det negative... det sure, det søde... det skønne, det grimme... det gode, det onde... glæden og sorgen... nærheden og savnet går hånd i hånd. Det ene ville ikke være uden det andet. Så på en eller anden måde er det jo godt nok. Det er godt nok at savne, for det betyder, at man har noget at savne - og DET er godt. Det er kærlighed. Har man kærlighed, har man det vigtigste... tænker jeg. Med den som fundament i forhold til verden, i forhold til andre og ikke mindst i forhold til sig selv, så står man stærkt og rødderne vokser dybt. Ingen fare for at vælte. Og man kan strække sig... lige så langt som man vil. Vokse og vokse... Helt derop hvor lyset er. Hvor det skinner aller klarest. Det er jo faktisk fuldstændig fantastisk. Mange gør det sikkert hver dag... strækker sig og vokser. Jeg gør. Jeg prøver i hvert fald. Og jeg tager de små med - også selvom de ikke er ved min side hele tiden... for de kommer heldigvis altid tilbage... Mine stiklinger.  


Mor, hvad handler det egnetlig om... at være menneske?

Det er puttetid. Vi har læst historier og nu er det tid til, at jeg skal synge godnatsange. Jeg ligger imellem Atle og Alberte. Holder Atle i hånden med min ene hånd og aer Alberte over håret med den anden. Jeg begynder at synge...

Atle: "Mor, hvad handler det egentlig om... det at være menneske?"

Mig: "Uh.. det var et stort spørgsmål, skat... Jeg tror det handler om at være glad. At gøre det, der gør en glad."

Atle: "Jeg troede at det handlede om at blive stor."

Mig: "Jamen det kan det måske også gøre... men det handler ikke kun om at blive stor. Man skal jo også være glad, når man er lille, imens man bliver stor og når man er stor... Og så tror jeg det handler om kærlighed. Kærlighed er det vigtigste af alt. At jeg for eksemple holder dig i hånden lige nu... det er kærlighed, og det gør mig glad."

Atle: tænker et øjeblik... "Ja!"

Alberte: "Wuaaa"

Mig: "Jaja såså... nu skal jeg synge ja."

Atle: "Ja... nu er jeg også træt."


We could be heroes... No... We ARE heroes.

Denne krusedulle går ud til jer allesammen. Hvis du var en superelt, hvilken superhelt ville du så være? Eller... nej... Ikke hvis... For vi kan jo allesammen et eller andet specielt, vi har nogle specielle træk i vores personlighed, nogle bestemte overbevisninger, værdier om man vil... og dem bruger vi hver dag. Vi bruger dem - bevidst eller ubevidst - i hele vores ferden og på den måde smitter de af på hele vores verden. Så hvilken superhelt er du? Hvilke særlige evner nyder dine medmennsker godt af, hver gang de møder dig, hører fra dig eller er sammen med dig?

 

Jeg er ofte blevet kaldt en pleaser - både af mig selv og af andre. Det har tendens til at have en negativ klang og kan også have den uheldige konsekvens, at jeg glemmer mig selv... at jeg kommer til at fylde vand i andre folks spande i så stor en stil, at jeg glemmer min egen (jævnfør krusedullen nedenunder), MEN det er også positivt. For så længe jeg husker min egen spand, er jeg faktisk utrolig glad for at hjælpe andre med at fylde deres. Eller hjælpe andre med selv at fylde deres... for jeg tror faktisk ikke helt, at man kan fylde andres spande. 

 

Jeg er desuden en blæksprutte og en hønemor (jævnfør krusedullerne Blæksprutten og Fugleunger), både i privanten i forhold til mine børn, men så sandelig også i alle mulige andre sammenhænge - Derfor har min superheltefigur blækspruttearme og en dragt beklædt med fjer. Farven er rød, fordi jeg vigtigst af alt tror på kærlighed. Jeg løber med bue og pil - klar til at forsvare denne overbevisning - for det er en tro, jeg aldrig vil miste. For mig rummer den tro nemlig utrolig meget.... Og det vil jeg gerne uddybe lidt;

 

Det kan være kærligheden mellem to menensker, der vælger at tilbringe livet sammen - det er nok den åbenlyse, men det kan også være alt muligt andet. For mig er det kærligheden til mine børn, kærligheden til mine venner og ikke mindts kærligheden til mig selv.

 

For leden dag, skete der noget, som gjorde mig ked af det... det skete imens jeg var på arbejde. Jeg fortalte det til tre af mine kollegaer og de satte sig hos mig... ikke for at snakke det igennem på kryds og tværs, men bare for at sidde. For at være der. For at snakke om alt muligt andet, for at muntre mig op og for at vise mig, at jeg ikke var alene. Det er kærlighed, og jeg ville gøre det samme for dem.

 

Det hænder at mine børn bliver frustrerede... Det kan være hvis de har en idé om et eller andet de gerne vil, som enten ikke kan lade sig gøre eller som de måske ikke helt har lært selv at gøre endnu. Det hænder også, at de bliver kede af det eller sure... Det hænder at de undres over livets sammenhænge og heldigvis hænder det også, at de bare er helt vildt glade. Uanset hvad, forsøger jeg at lære dem, at det hele er okay. Frustrationen er okay, tristheden er okay, vreden er okay, det er okay at spørge om alt muligt mærkeligt og det er helt sikkert også okay at være himmelråbende glad. At give dig selv og andre lov til at føle det, du eller de føler er for mig kærlighed, og det gør mig stolt som bare pokker, når jeg opdager, at mine børn tager det ind og bruger det overfor andre i deres ferden...;

En pædagog fortalte mig i torsdags, at Atle havde siddet og tegnet sammen med en anden dreng. Drengen var blevet frustreret over et eller andet, han ikke kunne tegne, og Atle havde spurgt "Skal jeg hjælpe dig?"... Og det måtte han gerne. Da jeg hentede Atle den dag, viste han mig stolt tegningen, og det samme gjorde den anden dreng. Lige der vidste jeg endnu ikke hvordan tegningerne var blevet til, men det gør jeg nu... Og det gør mig virkelig glad. Det gør mig glad, at jeg har en søn, der kan relatere til andres frustration og ved, hvordan han kan hjælpe dem med at komme over den. Det er kærlighed. 

 

Kærlighed er så utrolig meget... Her var nogle få eksempler på, hvad den kan være for mig... For dig kan den være noget andet, og det er også helt okay. Vi behøver nemlig ikke alle sammen at være ens eller synes det samme. Vi har allesammen forskellige superhelte kræfter - og heldigvis for det da! Det er jo det, der gør os til superhelte og det, der gør, at vi kan hjælpe hinanden. 

 

Så på med dragterne - hvordan de end ser ud - og lad os være helte :) 


Vand i min egen spand

Hvis du - ligesom mig - er en frygtelig pleaser, har du sikkert prøvet at møde en eller flere, der beder dig fylde vand i deres spand. Sød som du er, siger du ja og hælder lidt vand i spanden. Men der går ikke længe, før de beder om mere vand. Du giver dem lidt mere. Sådan fortsætter det - de beder om vand og du giver dem det. Pludselig går det op for dig, at der er huller i deres spand... så det vand, du hælder i, løber ud... Hullerne vokser og vokser, til sidst fosser vandet ud, og du bruger al din tid på at prøve at fylde spanden op... alt imens du glemmer dig selv.

 

Den situation har jeg stået i mange gange. Jeg har brugt utrolig meget tid på at fylde vand i andre folks spande og helt glemt min egen. Det liver man trist af. Faktisk kan det live så slemt, at man ikke helt kan huske hvem man selv er... Hvad kan jeg godt lide? Hvad vil jeg gerne? Hvad gør mig glad? Det kan være svært at svare på i begyndelsen... Men langsomt bliver det bedre og nemmere. 

 

Jeg er begyndt at fylde vand i min egen spand. Det er så dejligt.... Langsomt begynder farverne at vende tilbage.


Out of the safetyzone

Idag er jeg sprunget ud fra 5 meter vippen.... eller sådan føles det i hvert fald. Jeg underviser til daglig på VUC. Det har jeg gjort ligesiden jeg blev færdiguddannet som lærer, og jeg elsker det!

Jeg startede på Københavns VUC, og det var mere eller mindre en tilfældighed, at jeg fik arejde der. Da jeg blev færdig som lærer, var der ansættelsesstop i Københavns kommune, så det var virkeilg svært at få et job. Alle søgte og søgte. Det gjorde jeg også... men i ganske kort tid. Ansøgningen til Københavns VUC var en af de første jeg sendte ud, jeg kom til samtale og fik jobbet. Det bedste job jeg nogensinde har haft. Jeg var super engageret, med i samtlige udvalg og med til at arrangere samtlige fredagsbarer. Gode kollegaer og fantastisk sammenhold. Jeg savner det stadig den dag idag. 

For ca. 5 år siden fik jeg min søn. Jeg havde svoret, at jeg aldrig ville forlade København og flytte tilbage til Jylland, men der blev jeg klogere. Pludselig var der noget andet, der var vigtigere end mig, og det gik op for mig, at jeg faktisk gerne ville have, at Atle skulle vokse op tæt på sine bedsteforældre. Det gjorde jeg selv, og det har betydet så uendelige meget for mig. Så vi flyttede.

Da jeg kom til Århus søgte jeg rimelig hurtigt job på Århus hf og vuc. Igen kom jeg til samtale. Jeg snakkede og snakkede og kan ikke huske, hvad jeg sagde... det eneste jeg kan huske, jeg sagde var, at jeg bare virkelig gerne ville arbejde der. Jeg har altid følt, at selvom det var en tilfældighed, at jeg havnede på VUC dengang, så er det i virkeligheden der, jeg hører til. Og jeg fik jobbet. Det er jeg meget taknemmelig for.

Aarhus hf og vuc er et faktastisk sted at være. Jeg har ikke været lige så aktiv, som da jeg var i København, men det er fordi jeg har to små, der kommer først. Ikke desto mindre føler jeg mig virkelig hjemme der. Mine kollegaer er fantastiske og ikke bare mine kollegaer. De er mine venner. Gode venner.

Men idag er jeg blevet virksomhedsoverdraget til en ny ungdomsuddannelse med start i august 2019 - efter eget ønske. Uddannelsen træder i kraft til August og betyder, at alle under 25 år ikke længere kan gå på VUC, men skal gå på FGU. Derfor mister VUC en stor gruppe kursister og skal overdrage tilsvarende antal lærere til FGU'en. Det har fyldt rigtig meget for alle på VUC det sidste lange stykke tid.Vi har alle skullet overveje, om vi ville det ene eller det andet - blive eller flytte... indgive vores ønske og håbe det blev hørt. 

 

Jeg ønskede at flytte. For mig har det været en svær beslutning. Alt er uvist. Den nye skole findes ikke engang endnu - så hvordan bliver den? Hvordan bliver det at være tilbage på VUC? Hvilke konsekvenser kan det have for mit privatliv, min økonomi, min transporttid og ikke mindst mine børn om jeg vælger det ene eller det andet? Jeg har tænkt og tænk... Vendt og drejet alle scenarier og forsøgt at løse dem med min tænkehjerne. Indtil jeg en dag hørte nogle vise ord: Din tænkehjerne er designet til at holde dig i din comfortzone... din safezone. Den er designet til at holde dig i live, og det er du, hvis du er safe. Men man kan ikke tænke sig lykkelig. Man kan ikke altid tænke sig frem til det rigtige svar. Nogen gange skal man mærke... bruge sin hjerte-hjerne. Så det gjorde jeg.

Jeg lukkede øjnene og mærkede efter. Forestillede mig de forskellige scenarier og mærkede. FGU'en... den nye skole gav mig sommerfugle i maven. Tanken om at kunne være med til at skabe noget helt nyt, noget kreativt og noget, der virkelig gør en forskel for mange unge mennesker gør mig SÅ glad. Det er det, jeg vil. Det er der, hvor end så det er, jeg i virkeligheden hører til - i hvert fald for nu. Så derfor ønskede jeg at flytte. Og har sammen med alle de andre ventet længe på svar.

Svaret kom idag kl. 12.00. Vi var alle samlet på lærerværelset. De, der skulle videre ville få en mail. Mailen tikkede ind hos mig og Tomas ved siden af. Men ikke hos Mette, Katrine eller Aura, der sad rundt om samme bord som mig...

Jeg fik en mail nu, sagde jeg og åbnede den med rystende hænder. Mit hjerte bankede, da jeg læste den, og da jeg sagde det højt, var jeg ved at græde. Det var det, jeg ønskede, det er det, jeg ved er det rigtige for mig, men i samme sekund gik det for alvor op for mig, hvem jeg ikke længere skal se hver dag. FUCK! Fuck, fuck, fuck... jeg kommer til at savne dem. Uendelig meget. Det er en trist følelse at skulle sige farvel til noget godt og nogen, der betyder så meget. Hvad skal jeg gøre uden dem hver dag? Mit sikkerhedsnet er væk... sådan føles det...

Jeg er sprunget ud fra vippen. Kravlet ud af min safezone, som krusedullen viser. Men jeg tror på, at det er der den største glæde findes. Det er der drømme bliver til virkelighed!

 


Blæksprutten

Denne krusedulle har jeg valgt at bruge som bloggens bagrundsbillede, fordi den faktisk rigtig fint viser, hvordan jeg ofte føler mig - nemlig som en blæksprutte. I findes sikkert mange derude, der kan relatere til det.

Jeg gætter på at de fleste med børn kender følelsen; at tumle ud af sengen, hoppe i bad og gøre sig slev klar til at tage på arbejde og børnene klar til vuggestue, børnehave eller skole... man suser rundt... Her render jeg rundt med mascaraen i den ene hånd, imens den anden smører madder til børnene og så var det, at jeg kunne ønske mig en tredje til kaffen, en fjerde til hårdtørreren, en femte til bleskift, en sjette til at pakke taskerne, en syvende til at til at give børnene tøj på og børste tænder på os allesammen, en ottende til binde vores sko og så faktisk en niende og tiende til at afværge alt det rod, der uundgåeligt bliver sådan en hverdagsmorgen. 

Men på magisk vis lykkes det hele jo - selvom jeg kun har to arme - vi kommer afsted, gør det vi nu skal i løbet af dagen, kommer hjem... og så går blæksprutten igang igen. Nu handler det om eftermiddagsssnack, aftensmad, oprydning, bad, støvsugning og selvfølgelig leg. 

At være en blæksprutte er sjovt og fantastisk, men det er hårdt arbejde, og det kræver sin kvinde eller for den sags skyld mand - og jeg sender min dybeste respekt til alle jer blæksprutter derude. I er seje!


Atle og monstrene

Atle er min søn på snart 5 år. Jeg elsker hans fantasi! Når han leger, digter han universer og når han undres over verden og livet, stiller han spørgsmål, der er så umiddelbare, logiske og rørende; "Mor? Hvem har egentlig lavet jer - dig og far?", "Hvem har lavet mig og Alberte?", "Mor? Er sorte mennesker også sorte indeni?", "Hvem har lavet Bossbaby?", Hvem har lavet naturen?", "Hvem har lavet fuglene?", "Hvis de store fugle har lavet de små fugle, hvem har så lavet de store fugle?", "Jamen... hvis de store fugle også er kommet ud af et æg, hvem har så lavet æggene?" Sådan kan han fortsætte i lang tid... ofte imens vi kører bil og han virkelig har tid til at sidde og fundere over tingene. Det er herligt og sætter mig på prøve i forhold til at forklare livets sammenhænge - store som små.

Herligt er det også, når han tegner. Han laver nogle fantastiske kruseduller, der - ligesom mine - har hver deres lille historie. Ofte tegner han monstre - store, små, uhyggelige og ret søde. Denne krusedulle er til ære for ham - den lille fyr, der bringer monstrene til live!


Trolden, der drikker badevandet

Hjemme hos os ar vi badekar - ikke et fancy et med løvefødder, men ikke desto mindre et badekar, hvor børnene kan sidde sammen. Det er sjovt, hyggeligt og ender ofte i et værre vandpjaskeri, hvor jeg pludselig får travlt med at forhindre oversvømmelser. Når børnene er færdige med at bade og vandet skal lukkes ud, løber det lige så stille ned gennem afløbet... efterhånden som der bliver mindre og mindre, er det som om, at der kommer mere og mere fart på... så det sidste vand bliver nærmest suget ud og det giver en lyd, der minder fuldstændig om den lyd det giver, når man suger de sidste dråber ud af en juicebox - bare meget højere. Vi er blevet enige om, at der sidder en trold underbadekarret og drikker vandet. Han er vild med badevand - det høres tydeligt! - og børnene elsker at høre, når han sluprer løs.


Alberte og trolden

Alberte er min datter på 2,5 år. Hun er et fantastisk lille menneske. Så omsorgsfuld, kærlig og bestemt. Hun vil selv og kan selv - i vid udstrækning. Hun suger til sig og specielt Atle er en fantastisk læremester for hende. Hun gentager og siger alt, hvad han gør og siger. Mig kopierer hun også - putter sine dukker, som jeg putter hende, kysser dem på panden, som jeg kysser hende, laver mad til dem, som jeg laver mad og snakker med dem, som jeg snakker med hende. På denne krusedulle vasker hun op, ligesom jeg gør indimellem. Det er en stor fornøjelse for hende og hyggeligt for mig, der laver aftensmad ved siden af. "Mere sæbe!" råber hun hele tiden, så jeg når ikke at snitte mange ting, før jeg igen skal over holde sæbeflasken, imens hun trykker mere sæbe ud. Det tager lidt længere tid at lave aftensmaden på den måde, men hendes selskab er det hele værd... og jeg er sikker på, at trolden i vinduet beundrer hende lige så meget som jeg gør!


Kim Larsen

For nylig mistede vi Kim Larsen, og denne krusedulle var mit farvel til ham. Jeg ville gerne sige ham tak. Tak for al den dejlige musik og de gode oplevelser, jeg har haft imens jeg lyttede til ham. Det går helt tilbage til dengang jeg var lille og udtalte hans navn "Kimme Larsen", til dengang jeg festede, dansede og arbejdede i Københavns natteliv, til gode koncerter med mine venner og nu, hvor nu hvor Atle, Alberte og jeg danser i stuen, imens jeg synger med af hjertets lyst og mine lungers fulde kraft. Og fordi jeg ville ønske, at han kunne tage mig med bare en enkelt gang mere.


Fugleunger

Denne krusedulle har som sådan ikke den store historie - men den beskriver store følelser. Ubetinget. Kærlighed. Og. Tryghed.  Til de små under mine vinger.


Brug dit hjerte som telefon

Den gamle sang med Martin Brygmann og Paprika Steen - i kender den godt, ik'? Jeg elskede den sang, dengang den kom. Jeg elsker den stadig. Dens budskab er så enkelt og så rigtigt - men ikke desto mindre kan det faktisk være rigtig svært. Når man taler fra hjertet er man nemlig også ærlig - ærlig overfor sig selv og ærlig overfor andre. Det kan skabe en frygt, hvis man - ligesom mig - ikke bryder sig om at gøre andre kede af det eller måske er bange for at miste dem... man kan blive bange for at fortælle, hvad man mener eller føler, hvis man ved det er noget, der kan såre en anden eller ændre deres mening om en. Men det er en frygt jeg på det seneste er begyndt at se i øjnene. Det kræver øvelse og mod. Det kræver øvelse at bruge sit hjerte som telefon og mod at være ærlig, men jeg tror på, at man kommer længst med ærlighed - og især ærlighed overfor sig selv.


Katrine

Til min dejlige veninde Katrine og hendes to søde drenge. Katrine er ikke bare min veninde men også min kollega, så jeg er så heldig at se hende hver dag. Vi sludrer i pauserne og deler vores frokost med hinanden - det er guld værd. Her på bloggen deler jeg kun ud af mine egne tanker og min egen virkelighed - den er Katrine en del af. Og jeg er en del af hendes. Resten af hendes virkelighed fortæller jeg ikke om her, men Katrine, hvis du læser med, så skal du vide, at jeg lavede denne krusedulle, fordi jeg synes du er noget ganske særligt. Din virkelighed er ikke altid for tøsedrenge - tværtimod... Den kræver styrke og mod. Du er en af de stærkeste og tapreste kvinder jeg har mødt.


Sofie

Når man øver sig bliver man bedre - denne krusedulle er fra en periode, hvor jeg øvede mig i at tegne hænder. Kan i tegnsprog, vil i kunne læse mit navn.


Holistic Hedonism

For mig handler det om, at have det godt her i livet. Derfor jagter jeg det, der gør mig glad. Det gør mig glad at være sammen med mine børn. Det gør mig glad at give dem et kram og et kys. Det gør mig glad at se mine venner og min familie smile. Det gør mig glad at snakke med folk om hverdagen, om tanker og om følelser. Det gør mig glad at drikke en god kop kaffe om morgenen, det gør mig glad at synge i bilen på vej til og fra arbejde, det gør mig glad at tænke over, hvad der gør mig glad, det gør mig glad at give mig selv lov til at være som jeg er - også når jeg er ked af det, det gør mig glad at male og det gør mig glad at tegne... derfor lavede jeg en aften denne krusedulle. For indimellem har jeg brug for en kærlig påmindelse fra mig selv; "Husk dig selv. Hvad gør dig glad, Sofie?" Og nu hænger den på min væg - godt nok i en malet version, som du kan se under "Malerier".


Mormor og morfar

Min mormor og morfar lever desværre ikke længere. Denne krusedulle lavede jeg til dem i julegave engang. Nu hænger den på min væg og jeg føler mig glad og tryg, hver gang jeg ser deres ansigter. Jeg tænker ofte på dem og så får jeg fornemmelsen af, at de måske ikke helt er væk alligevel.

 

Min mormor

Jeg kan se min mormor for mig. Små glimt at en kvinde, der danser charleton, bager små rugbrød, der smager som de lækreste kager og svømmer i fjorden trods kulde og blæst.

Små glimt af en kvinde, der redder mig fra grufulde edderkopper om natten, tager mig med i svømmehallen og til eventyr i teateret.I hendes have er der et gyngetræ og et buskads som en stor labyrint, et træ for hvert af hendes børn, stikkelsbær og friske asparges. Der er en bøg så stor, at kun en hel familie kan nå omkring dens stamme og et kastanjetræ, der dækker hele jorden med sine kastanjer.

Kastanjerne samler vi op og tager med ind. Der bliver de til dyr, der løber rundt og leger på hendes spisebord.

Hun har en kiste så stor med klædudtøj - når vi dykker ned i den bliver vi hippier, konger og fine damer fra gamle dage. En gang imellem bliver vi til vores mor, far, onkler og tanter og indimellem kommer vi op som et helt cirkus.

Oppe på hendes loft er et pulterkammer med hengemte sager. Her lister vi ind og kigger - kun kigge, for vi ved godt, at vi ikke må rode - og jeg kan mærke spændingen sitre i hele min krop, for det føles som at stå i et rum fyldt med forbudte, hemmelige skatte.

Alt dette i små glimt - nærmest eventyrlige - omgivet af store vedvarende følelser. Følelser af tryghed, glæde, ro og (selv)tillid. Følelser skabt af hende, der var rammen om al den magi. Følelser vokset ud af små begivenheder; når hun læste højt fra "Alle vi børn i Bulderby", imens vi lå og lyttede i varme, velduftende, rene seng; når hun tabte i huskespil igen og igen og lod os juble over vores egen sejr for 117. gang; når hun fortalte om malerierne på væggene i garagen med smittende entusiasme; når hun lærte os at lave luftbobler under vaskekludene i badekarret, så de kunne sige pruttelyde og vi kunne le helt ned i maven.

Små glimt af en kvinde, jeg aldrig vil glemme, små glimt af en tid jeg altid vil huske og store følelser, der har plantet sig dybt, der hvor hun har sået deres frø.

Min mormor

 

Min morfar

Min morfar vidste alt. Det sagde han selv, og jeg troede på ham. "Bare kom til morfar, han ved alt", sagde han. Og det gjorde han. Og jeg kom til ham. For hos morfar kunne jeg være præcis, som jeg var. Intet var forkert og intet skulle laves om. Intet spørgsmål var for lille eller for stort - måske kunne han ikke lige svare med det samme, måske skulle han lige tænke sig om... men så vendte han tilbage, og så havde han et svar eller et råd, hvis det var det, jeg havde brug for. Han stod med piben i munden og armene åbne. Han elskede ubetinget. Jeg har aldrig følt mig så tryg og så værdifuld, som når jeg var sammen med morfar.

Morfar var præst. Engang snakkede jeg med ham om, at jeg ikke vidste, om jeg troede på Gud. Han fortalte, at for ham var Gud kærlighed. Og kærlighed tror jeg på - mere end noget andet. Nu er min morfar hos Gud, hos kærligheden, hvilket er fantastisk, for det betyder at han aldrig helt forsvinder - ikke for mig i hvert fald. Og kald mig bare skør - men indimellem, når jeg virkelig har brug for et råd, brug for hjælp eller bare gerne vil fortælle noget dejligt... så lukker jeg øjnene, bruger hjertet som telefon og ringer til morfar. Han tager den altid.

Min morfar.